Historien om Herningvej 14

Historien om Herningvej 14   –   I perioden fra 1966 og til 1997

I begyndelsen af 60-erne arbejdede Brande byråd på at få bygget den nye skole på den anden side af banen og i 64 blev det første spadestik taget til Dalgasskolen, så den skulle stå færdig efter sommerferien 1965. Da det blev aktuelt gik en selvbestaltet bestyrelse i gang med at forberede at der kunne komme en højskole for folk der ville lære inden for kontor og handel. Den selvbestaltede bestyrelse bestod af sagfører Midtgaard, fabrikant Olav Poulsen, gårdejer Henning Ørnsholt Jensen, Rørbæk, en dyrlæge fra Ejstrupholm- jeg husker ikke navnet – og så må der have været en femte mand – som jeg heller ikke kan huske. De gik i gang med det  – og foretog nok de undersøgelser der skulle til i ministeriet.

På forårsgeneralforsamlingen i 1965 i Handelsstandsforeningen blev vi præsenteret for en tegning og udkast til bygning af kollegiebygningerne og der blev givet et oplæg til  hvad der skulle bruges til den her højskole – men højskolen havde jo  – eller højskolens bestyrelse havde jo ikke nogen nævneværdig kapital. De havde kun en kapital på 125.000 som 25 mennesker i Brande by havde stillet garanti for i Midtbank , så de bad Handelsstandsforeningen om og gå velvillig ind i sagen og det blev vedtaget at Handelsstandsforeningen skulle bygge kollegierne som så højskolen senere skulle overtage til kostpris. Bygningerne var færdig så de kunne flytte ind den 1. januar 1966.

Men det viste sig at højskolen kun havde brug for de halve af kollegieværelserne  – ca. 24 – og lederen af højskolen var flyttet ind i inspektørboligen og der var lavet en lejlighed til en lærer ovre i kollegiebygningen. Olav Poulsen fik fat i Helge Andreasen som så skulle være administrerende for det andet tårn  og de ledige klasseværelser, og det gjorde Andreasen – det fik han ret hurtigt op at stå med nogle kurser inden for militæret.

Hvad der skete i løbet af foråret 66 imellem sagfører Midtgaard og  Helge Andreasen kan jeg ikke fortælle noget om, men jeg kan fortælle,  at det endte med en injuriesag som Helge Andreasen tabte, og Midtgaard fik ham ud af  skolen og antog Lund Pedersen  –  og det ku’ han sagtens overtage fordi Helge Andresen han havde sådan gået og fremlagt planer lang tid frem. Jeg kom selv i bestyrelsen i foråret 1966. Da Handelsstandsforeningen bestyrelse blev udvidet fra syv til ni mand kom Niels Borgaard og jeg ind. Om det var pga. min åbenmundethed eller hvad det var, så ramlede jeg ret hurtigt ind i at skulle være med til at køre det –  Herningvej 14. Det var en svær opgave. Vi fik nok ikke lige altid de reelle oplysninger. Vi havde en del fællesbestyrelsesmøder som egentlig ikke gav ret meget klarhed på problemerne deromme og på et fællesbestyrelsesmøde den 26. juni 1967, hvor var bestyrelsen for højskolen og bestyrelsen for Handelsstandsforeningen, Handelsstandsforeningens  statsautoriserede revisor plus 3 bankdirektører til stede på Hotel Dalgas kom vi frem til at det var nok ikke helt reelt det program højskolen kørte med. Vi havde også haft nogen vanskeligheder med at  med at få  husleje udbetalt som de skulle give for de værelser som de lejede. Enden på visen blev, at Egsgaard Pedersen rejste sig op  og erklærede højskolen konkurs fra dags dato.

Den konkurs blev aldrig gennemført pga. højskolens meget, meget dårlige økonomi, så det var altså slut den 27. juni om morgenen og de fik besked på  at forlade skolen hurtigst muligt, som de nok også gjorde.

Men så stod Handelsstandsforeningen jo egentlig med håret i postkassen og så måtte vi jo i gang med at forhandle. Det var jo egentlig ikke os der have lejet skolen, det var  højskolen. Så vi måtte  i gang med at forhandle  med kommunen om at vi lejede bygningerne og skulle jo også have  en mand til at køre det igen og vi henvendte os straks  2. eller 3. juli til Helge Andreasen og Helge Andreasen gik straks i gang  med at få skaffet nogle kurser og så kørte det jo frem og tilbage.

Vi forsøgte på at sælge, vi forsøgte på at leje ud, vi havde fat i Dansk Kommunal- arbejderforbund, vi have fat i flere forskellige, men det ville ikke rigtig lykkes. Jeg var blevet formand der i 67 i stedet for Olav Poulsen, der jo var formand for Handelsstandsforeningen, men han var også  næstformand for højskolen. Det var nok ikke så godt. Så jeg var blevet udpeget til formand for Handelsstands- foreningen  ved forårsgeneralforsamlingen i 67 og i 68 skiftede vi jo også kasserer. Vi fik Max Pedersen ind i bestyrelsen og vi fik Mogens Gottlieb ind i bestyrelsen. Det var jo nok de to bedste mænd vi kunne skaffe på  det tidspunkt, fordi de var jo ret store kunder i  Midtbank begge to  og det var Midtbank vi brugte. Vi fik et lån stablet på benene i 68 , så vi kunne få betalt de sidste håndværkere og få gjort op med Olav Poulsen, fordi han også havde lagt nogle penge ud, ikke så mange for Handelsstandsforeningen, som han havde lagt ud for højskolen – men dem fik han aldrig. I 1969 blev der startet en plejehjemsassistentskole i København og vores gode dr. Bendix og advokat Mansfeld Giese kendte de mennesker , som havde startet det op inde i Indenrigsministeriet. Bendix tog straks til Købehavn og talte med sine gode venner og sagde: plejehjemsassistentskole nr. 2 skal ligge i Jylland og den skal ligge i Brande. Vi har bygningerne  og vi har kollegieværelserne. Det var selvfølgelig noget vi gik meget, meget tys-tys med og den 30. august 1970 havde vi kontrakten i hus og den første udtalelse jeg hørte fra borgmesteren i  Herning, som vi egentlig havde haft en del samarbejde med for at prøve at få skolen udlejet   – og det tomme sygehus udlejet.  Købmand Matthiesen, der var borgmester, sagde  i Midtbanks bestyrelse den gang vi havde fået den kontrakt igennem: ”Hvordan kunne de bondeknolde i Brande få det gennemført uden at vi opdagede det”, men det havde vi jo altså fået og det bevirkede altså at det begynde at gi’  et lille overskud hvert år – vi kunne begynde at betale af på vores gæld til Midtbank. Jeg kan i dag oplyse, at i 1968 da havde Midtbank sat ½ million af til tab på Brande Handelsstandsforening – det fik de aldrig brug for – heldigvis. Men det var jo lidt et indviklet lejemål, for Brande kommune ejede skolen,  Handelsstandsforeningen ejede kollegiet og Indenrigsministeriet var lejer, så hver gang der skulle foretages noget af den ene eller anden art skulle vi jo igennem nogle forskellige forhandlinger, først med kommunen og siden med Handelsstandsforeningens bestyrelse og når vi så var blevet enige om, hvad der skulle ske, så skulle vi til København og forhandle med ministeriet. Det var ministeriet en lille smule træt af og de bad os om at finde et nyt ejerforhold., så de kun skulle forhandle med én.

Det blev så til vi den 30. august 77 oprettede den selvejende institution.: Herningvej 14.

Den selvejende institution købte skolen af kommunen og kollegiet af Handelsstandsforeningen. Der blev lagt, henholdsvis fra kommunen og fra Handelsstandsforeningen , ja ikke rigtige penge  – men et stykke papir på 400.000 fra hver for at oprette den selvejende institution. Pantebrevene ændrede vi til kommunen og til Handelsstandsforeningen – de er så skrevet noget større og officielt så var de 400.000 udbetaling, men de  var drejet over på de der pantebreve og henholdsvis kommunen og Handelsstandsforeningen har fået deres penge  hvert halve år, så i 95 var der ikke noget tilbage af den gæld. Vi havde selvfølgelig  så  i mellemtiden  bygget en del om, vi har bygget fire nye klasseværelser, og vi har hovedrepareret alle bygninger, de er gennemgribende blevet hovedrepareret  og – ja, også lidt penge på kistebunden , men vi fik jo lidt af et chok i 90, næh det passer ikke – i 89 – skrev staten til os at de ville overdrage lejemålet på Plejehjemsassistentskolen til amterne og det ville komme til at hedde Social-og sundhedsuddannelse, der skulle ikke uddannes flere plejehjemsassistenter. Vi troede jo fuldt og fast på – i første omgang – , at det egentlige bare var en formssag og at amtet ville fortsætte i Brande. Men vi blev hurtigt klogere.  Amtet overtog lejemålet den 1. januar 1990. Den 3. januar 1990 havde jeg opsigelsen., men de havde 2 års opsigelse, så vi havde lidt respit. Vi forsøgte at få amtet til at leje skolen, men det kunne der overhovedet ikke være tale om og der kom jo nok det frem at det de syntes i 1970 , at det var forfærdeligt, at vi  havde kunnet få den lejekontrakt igennem, så  skulle de vise os at de skulle ligge i Herning og Holstebro.- og det gjorde de.

Vi prøvede lidt af hvert. Vi lavede en mægtig stor tryksag der blev sendt ud over hele Danmark med billeder af skole og omtale af bygninger og det hele. Der var ingen tilbagemeldinger nogen steder fra. Så så vi tilfældigvis en meget lille annonce fra en selvbestaltet bestyrelse nordpå på nogle mennesker som ville oprette en højskole for ordblinde.

Formanden, ja jeg husker ikke hans navn, men det kan jo undersøges, sad i en topstilling i Midtbank. Vi reflekterede jo straks på annoncen – skriftligt-  og jeg tror også nok, ja, jeg ved, at Mogens Gottlieb kontaktede personligt. Det blev til nogle gode forhandlinger og vi fik lejet ud til højskolen.

Der indgik vi nogle lejevilkår. Inspektørboligen skulle moderniseres  og der skulle laves en lejlighed på 1. sal i den gamle byskole, ja, vi havde også den aftale om økonomien i det , at omforandringen af de to lejligheder måtte koste 750.000 – det slog nu ikke til.

Samtidig havde vi så en periode hvor vi skulle skaffe en – ha’  en pedel til at tage sig af det deromme og  pedellen  blev ansat fra 1. februar og højskolen begyndte jo først til 1.august  I den periode satte vi pedellen –  plus at vi fik en langtidsledig – til at hovedreparerer  tårn B med ekstra isolering og nye lofter  og nye el-installationer. Alt i alt  brugte vi en godt 900.000 til omforandringer og lønninger og hvad der ellers skulle bruges, men vi gjorde ingen krav gældende overfor højskolen på , at det over de 750.000 skulle betales.

Højskolen havde jo lidt vanskeligheder med at få startet – jeg tror nok der var en sponsor i Herning der sprang i svinget , så højskolen måtte have fat i en ny sponsor og det var Max Pedersen, han smed en ½ million i det som de kunne låne rente-og afdragsfrit . Så vi fik højskolen i gang og det tror jeg er lykken for Brande.

Det skal så indrømmes – vi havde en ejendomsværdi på godt 900.000 , men i kontrakten, hvor vi havde lejet ud til  højskolen var der sat en forkøbsret på en minimumspris på  5 millioner og da højskolen allerede i 96 kom til os og bad om at få lov til at købe skolen gav vi os ikke til at forhandle om prisen. Vi lod de minimum 5 millioner være salgsprisen Det bevirkede at vi fik et overskud ud af salget på godt 2,4 millioner og der havde vi jo så selvfølgelig nogen diskussion med kommunen,  for de havde jo den opfattelse at det var dem der skulle have pengene og bestyrelsen havde den opfattelse,  at man likviderer ikke når man ejer 2,4 millioner –  så fortsætter man og finder på noget nyt –  og vi havde foreslået kommunen at vi oprettede Brande-fonden med  den samme sammensætning af bestyrelsen som vi havde haft hele tiden og det var 2 udpeget af Handelsstandsforeningen , 2 udpeget af kommunen , 1 udpeget af amtet. Det foreslog vi at sådan skulle bestyrelsen af Brande-fonden fortsætte.  Der gik jo noget tid  og sagføreromkostninger henholdsvis  for den selvejende institution og også for Brande kommune, men i juli år 2000 fik den selvejende institution Brande-fonden tilladelsen fra  Civilretsdirektoratet til at det var rigtigt,  det vi ville gøre og da vi ikke bærer nag overfor kommunen,  så foretog bestyrelsen den første uddeling af renterne – hovedstolen kan ikke røres –  af renterne af Brande-fonden

ved at give det springvand, der står nede  på Mølletorvet.

Der var historien.

Brande den 4.februar 2002

Christian Gjesing

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.