Edvard Severin Emborg

B4392, Lokalhistorisk Arkiv Brande.
Guldbrudeparret ejede Arvad Mølle, Arvad Møllevej 3, fra 1876 til 1904. Ane Birgitte døde 23.11.1919 og Edvard Severin døde 17.11.1919. Guldbryllupsbillede af Ane Birgitte Margrethe Pedersen, født 12.7.1845 og Edvard Severin Emborg, født 4.5.1839.
I 1.række ses Kirsten Marie og Peter Emborg, Birgitte og Edvard Emborg, Margrethe og Jens P. Emborg.
2. række: Anna og Kr. Fondager Kristensen, Mathilde og Frederik Emborg, Marie og Henrik Emborg, Karen og Johannes Emborg, Margrethe og Jens Jensen.
3. række: Ane og Hans Emborg.

MIN OLDEFAR HAM den skæggede GOM i midten er min oldefar, guldbryllup = gift i 50 år. Et STOLT guldbrudepar + alle deres 8 (levende) børn + alle 8 svigerbørn. Dengang var børnedødeligheden uhyggelig høj, 3 af guldbrudeparrets børn var døde som små.

Kanonfotografiet er fra året 1914, dét år 1. verdenskrig brød ud. Danmark deltog IKKE, men mange tjente guld på den krig (gullaschbaronerne). Min oldefar og hans 4 søskende var alle blevet født før grundloven (1849) – deres børneflok talte kun 5, hvilket var få (børn var tidens pensionsordning, de fattige havde mange børn, og de rige havde mange glæder) Min oldefar Edvard Emborg (1839-1919) var blevet født som det 2. barn, og HAN og alle 5 var blevet født på herregården Pedersholm i Vejle. Forældrene havde forpagtet herregårdsmejeriet, og antagelig hjalp også lille Edvard dengang til i den daglige drift. FORDI før grundloven blev man, hvad man var født til at blive.

Børnene fulgte med til forældrenes forpagtninger af herregårdsmejerier, meget lange rejser rundt i landet. Først Pedersholm i Vejle, derefter Broholm ovre i det sydøstlige Fyn, og til sidst Borupgaard i højlandet nord for Horsens (antagelig var lillebroderen Johannes og begge hans forældre døde af arbejdsrelaterede forgiftninger) Edvards mor Frederikke som børnene kaldte hende var rejst dertil fra en herregård i det tyske Holsten, hvor hendes far var ladefoged, og som var hvorfra mejerieksperter blev hentet. Hollænderi, sagde man dengang, og Holsten lå tæt på Holland. Verdens første andelsmejeri, Hjedding i Vestjylland, blev først etableret 45 år senere. Edvards far Jens Emborg (1814-1866) var blevet født med en sølvske i munden oppe i Norge, men alle ægteparrets 5 børn var blevet født i Danmark – så den lille velbeslåede familie med de pæredanske børn var international (bemærkelsesværdigt – fordi nationalitet fik stor betydning dengang med krigen i 1864) Ingen af de 4 drenge var landsoldater i nogen af tidens mange nationale krige.

De pligtopfyldende og tapre landsoldater var verbalt beundret af alle. Napoleon havde mødt sit Waterloo i 1815, derefter var internationale lejesoldater blevet omstruktureret til nationale landsoldater, og nationalitetsbegrebet var derfor efterfølgende opstået iblandt folket (konsekvensen var enorm til fordel for folkerige lande) Kongerigets traditionelle stormagtsrolle ophørte efter det traumatiske nederlag til Østrig og det tyske Preussen i 1864.

Udenrigspolitikken blev omlagt, lige siden har vi altid holdt med den stærkeste. Ikke officielt, men reelt og uanset hvad som helst. Bortforklares gerne på politikersprog. Først Tyskland indtil 2. verdenskrig vendte. Siden USA – og nu er nationalitetsbegrebet igen ved at fordufte, fordi nu omstruktureres militærmagt til alverdens statsløst – vira, droner, dræberrobotter, kunstig intelligens, computerprogrammer – og nu dirigeres landenes sagesløse befolkninger af moderne militær manøvrer via embedsværk, regering og medier. FAKE NEWS styrer flokmentaliteten (bedre/billigere)

FRA SKIDT KNÆGT TIL KONGE Min oldefar var blevet født dét år, den gamle konge Frederik 6 døde (1839). Kongen havde været den længst regerende nogen sinde. Først i 24 år som kronprinsregent for sin sindssyge far, og derefter selv som enevældig konge i 31 år. Efterfølgende konge Christian 8 havde altid været en skidt knægt, mente embedsværket; til sidst havde den skide knægt giftet sig med den halshuggede Struensees datterdatter, og ydermere promoverede kongerigets nye dronning GRUNDTVIG – på trods af, at han var blevet sat under livsvarig censur (- den efterfølgende konge blev kun regerende i 8 år) 25 år tidligere, som statholder i Norge, havde Christian 8 underskrevet Eidsvoll-forfatningen, den nye norske grundlov (17. maj 1814). Samme år havde doctor Dampe forelæst derom på Københavns Universitet, og var derfor blevet idømt dødsstraf for højforræderi, hvilket blev forvandlet til livsvarigt fængsel. Først 25 år senere efter at Christian 8 var blevet dansk konge blev tiltalen frafaldet. Tivoli blev indviet (1843). Galathea (1) blev sendt på verdensekspedition (1845). Jernbanen København-Roskilde blev indviet (1847), og efter 8 år VILLE kongen ophæve enevælden – og underskrive en grundlov som den i Eidsvoll (men så fik han pludseligt hjertestop og døde på Amalienborg 20/1 1848) GRUNDLOVEN Dronningen og Grundtvig mødte ikke op til kongens officielle begravelse. Hvem véd – måske ulmede et oprør. Overalt i Europa sås et kommunistisk spøgelse, i Frankrig nåede Februarrevolutionen frem til Paris – og på samme tid udgav Karl Marx og Friedrich Engels Det Kommunistiske Manifest i London. Ånden fra Martsdagene i Danmark rystede også embedsværket i København (så derfor) SÅ derfor måtte den gode gamle enevælde alligevel opgives. I 1848 lod det enevældige embedsværk dets unge nye konge udråbe en grundlovskommission. Embedsværket var overbevist om, at pøblen var revolutionær (og troede fejlagtigt, at et demokrati som i den norske grundlov var alt for farligt) DERFOR blev grundlovskommisionen på alle måder styret. Lobbyismen var overordenligt vigtigt for embedsværket. Endvidere mente embedsværket, at tidens nye seminarieuddannede folkeskolelærere tænkte rigtigt, og flere lærere blev medlemmer af forsamlingen. Mange år senere malede Constantin Hansen sit berømte maleri fra Landstingssalen – der står de mest fremtrædende grundlovsfædre forrest (se eventuelt på nettet Constantin Hansens interessante maleri Den Grundlovgivende Rigsforsamling) Grundloven blev endelig vedtaget 5. juni 1849 (grundlovsdag). Valgretsalderen var 30 år, blev senere forhøjet til 35 år. Fjolser, fattige, forbrydere, fruentimmere (kvindfolk) og folkehold (lønmodtagere) fik selvfølgelig ikke stemmeret (trods alt hensigtsmæssigt og rimeligt, mente embedsværket) Princippet bag den danske og norske grundlov er forskelligt. Magten er i FORENING imellem folk og konge i den danske – CONTRA – folkesuverænitetsprincippet i den norske, og DERFOR fortsatte embedsværket herhjemme med at bestemme enevældigt. Vurdere, siger det selv, og dét bøjer vi os for. Igen og igen. Med 189 års erfaring (1660-1849) betød det INTET, om bossen var konge eller minister. Yes, Minister (chefer kommer og går, men embedsværket består)

SORTE SKOLE Alle 5 børn var antagelig blevet undervist på herregårdene af privatansatte huslærere, alternativt i de nye folkeskoler, og desuden forinden konfirmationen hos præsten i kirkens kristendomsundervisning. I 1814 havde enevældens embedsværk bestemt, at den gamle fattigskole skulle kasseres. Igennem de forudgående 75 år havde den sorte fattigskoles børn kun sjældent lært læsning, skrivning og regning, men alene bibelshistorie. Løgn og latin – og læsning, skrivning og regning havde været et anliggende for de privatansatte huslærere (kun for de børn, hvis forældre kunne betale) Sorte skole, sagde almuen – på grund af præsternes sorte kjoler. Børnene havde der fået livsløgnen ind med modermælken, derimod skulle de nye folkeskolelærere først have bestået en større lærereksamen fra nyoprettede seminarier, og bagefter lære børnene selv at tænke. Hidtil i fattigskolen havde børnene kun lært at tænke som kirken ville (TÆNKE – ikke HVAD, de skulle tænke) Projektet med en ny skole, en folkeskole, skulle ændre samfundet, hvilket var nødvendigt efter “tabet af Norge” i 1814. Dengang mente embedsværket, at uden de norske rigdomme skulle almuebørnene nødvendigvis lære noget udbytterigt, men dengang var kirkens modstand enorm. Pøblen må ikke blive oplyst, fordi så rebellerer den. Først skulle et pensum bestemmes, og først skulle seminarieundervisere tilforordnes. Først skulle seminariebygningerne bygges, og først skulle seminaristerne fuldføre deres studier. Så derfor blev folkeskolen ikke oprettet fra det ene år til det andet (pædagog er i øvrigt græsk, og var den slave, der fulgte børnene til og fra skole) Folkeskolen har udviklet sig meget igennem tiderne, eksempelvis landsbyskoler og byskoler, og er nu igennem mange år blevet skåret ned (forandret sig). Næsten ubemærket og kun ganske lidt hver gang, men konstant. Salamimetoden – nu om dage er elevernes pensum langt mindre ambitiøst end tidligere (des mindre pøblen véd, des lettere er de små flokdyr at styre)

USSINGGAARD Børneflokkens ældste dreng var min oldefar, 15-16 år gammel blev han sendt ud for at lære landbrug på hovedgården Kalbygaard i Låsby imellem Silkeborg og Århus. IKKE sendt ud for at tjene, hvilket dengang var almindeligt. 19 år gammel blev han mejeriforpagter på en herregård ved Hinnerup nord for Århus. Forpagtningsafgiften har antagelig udgjort en formue, og et par år senere købte forældrene mejeriforpagtningen på en af Jyllands bedst drevne herregårde, Ussinggaard syd for Horsens, hvor også min oldefars storesøster Andine skulle arbejde (HER en kopi af en kopi af et brev adresseret til Jomfru Andine Emborg Ussinggaard, dateret Borupgaard 5/6 1862) Kjære Andine. Moder lader dig hermed vide, at hun agter saafremt Gud vil, at der ikke kommer noget i vejen, at besøge dig 3die Pinsedag tilligemed Henrik – i de rigtige Pinsedage maa vi blive, dels for lille Peter kommer hjem, og maa vi jo kjøre med ham, og dels for at Moder og jeg ikke i denne tid kan være borte begge, og jeg vil nødig være ene i Pinsedagene. Jeg kommer saa en dagstid efter markedet til Ussinggaard. Alting gaar her med det gamle, vi ere alle nogenlunde raske, og har det godt, vi har megen mælk og nok at bestille. Du taler nu snart med din Moder, hun kan da fortælle dig, hvorledes alt er her. Med hilsen fra dine altid hengivne Forældre (underskrevet Din Fader Emborg)

GULDGRAVER I AUSTRALIEN Her en kopi af en kopi af et brev til storesøsteren Andine fra hendes lillebror Henrik – dateret et par år senere – 17/8 1864 i Deimangolli: Min kjære Søster. Jeg takker dig mange gange for dit sidste brev saavel som for de andre jeg har modtaget fra dig. Den Forglemmigei du sendte, skal jeg opbevare som en helliggave, jeg skal bringe den med tilbage til Danmark igjen engang naar jeg kommer hjem, men det varer maaske længe. Og Edvard, hvad mener du, det havde jeg dog ikke tænkt han vilde gifte sig endnu, han er rigtig blevet forgabet i Bergitte, nu det kan maaske gaa helt godt. Du kan tro kjære søster, Australien er egentlig ingen rart land at være i, jeg siger egentlig, for seer du her føres stadig saadant et omflakkende liv, og arbejde må man jo stadig og dygtig. Det hedder blot hænge i fra morgen til aften sildig, og knap nok har man ro om natten. – Jeg for min part finder mig meget godt deri, jeg kan klare mig hvor det er, og kommer altid godt ud af det og har stadigvæk temmelig godt med penge, men her er mangen en stakkel, som ikke er rigtig rask, og ikke kan arbejde, ingen penge har, og ingen arbejde kan faa, uha du kan tro, det er et surt liv, han er færdig at sulte ihjel, mangen en sulter vel ogsaa ihjel, gaar vild i de store skove, eller falder i Dikkenhullerne om natten og drukner. – Det er forresten kjedeligt, jeg ikke har mit portrait, det vilde? vor kjære moder, men til næste postdag sende det, når nu bare ikke brevene går feil blandt al den hurlumhei de tydskere går og laver. Hils kjære Peter og tak ham for hans brev. Hils nu vor dyrebare moder mange tusinde gange fra mig, trøst hende for min skyld, jeg har det rigtig godt. Elskte søster, jeg kan nu ikke skrive mere, jeg skal i seng, mine kammerater har alt været i seng over en time, en anden gang skal du faa noget mere at læse. Hils nu dem alle, familie og bekjendte mange gange fra mig. – Og du hilses paa det hjerteligste af din altid hengivne Henrik. Undskyldning for Edvard, at han ingen brev modtager fra mig. Du ved nu grunden, din Henrik. Peter bad mig skrive, hvad brevene koster mig. Vil du sige ham, dem jeg endnu har modtaget, koster ingenting når de kommer her. Lev vel Andine (underskrevet Din Henrik)

ANDINES SVARBREV KOM RETUR Her en kopi af en kopi af svarbrevet fra Andine til Henrik, dateret Borupgaard 21/1 1865. Brevet kom retur til afsenderen: Min kjære Henrich. Vi har længe ventet efter brev fra dig. Det sidste brev vi modtog fra dig, fik vi i oktober, det var skrevet den 17. august, og da skrev du, at du vilde skrive igen til næste postdag, men endnu har vi ingen modtaget, jeg vil da haabe, at det er gaaet galt og at det ikke er dig der er syg eller fejler noget at du ikke har kunnet skrive. Kjære Henrich, du må undskylde Peder, at han ikke har skrevet til dig, han vilde allerede have skrevet før november, men saa var han i daarligt humør over Edvard og vilde først se om han kom derfra eller hvordan det gik med ham. Men da saa det nu er forbi at de nu flyttet fra Ussinggaard saa kom det andet i vejen for os. Johannes han kom til at ligge syg først i november og ligger endnu. Vi havde ikke troet at han havde levet, men nu er det lidt bedre med ham, men det er vist endnu tvivlsomt om han kommer sig eller ikke kjære Henrich. Du kan ikke tro, hvor meget han har lidt og lider og moder ogsaa ved at se paa hans elendighed og saa ingen ro, hverken dag eller nat. Det er dog et stort gode for os, at moder hun er nogenlunde rask i denne tid. Der er to senge i sovekammeret saadan at vi kan bære ham af den ene seng og i den anden. Bøl han hjælper morgen og aften at flytte ham. Det er en hævelse paa brystet, det begyndte som en byld saa vi troede det var en almindelig byld, men vi hentede alligevel strax lægen, da det var paa saa vanskelig et sted, han skar et lille hul og saa skulle der grød paa, men det blev jo længere jo værre, saa maatte vi hente ham igen, saa blev det skaaret længere ned, der kom 2 underkopper fulde af materie og saa maatte vi blive ved med grød og saa mente lægen nu vilde det hjælpe, men han maatte skære 2 gange til. Dagen før nytaarsaften blev der skaaret 4de gang og da havde han overskaaret en temmelig stor aare, for lidt efter han var kørt gav blodet sig til at strømme deraf. Kjære Henrich du kan ikke tænke dig vor angst. Vi troede han var død med det samme vi kunde ikke faa blodet standset. Men endelig blev det dog standset, han var saa mat at han i flere dage ikke kunne røre en arm, han maatte ligge hele natten i alt blodet, vi turde ikke røre ham for at det ikke skulde begynde igen. Vi maatte om morgenen skære hans skjorte og trøje af ham. Nu er han dog noget bedre, men han er jo mat og saa ogsaa øm og daarlig nu har han ogsaa lagt hul paa hans ben og han kan ikke saa meget som røre hans hoved og saa smerter det store saar ham jo saa meget. Det er en mærkelig sygdom. Lægen har aldrig fundet saadan et tilfælde før. Saa du kan tro kære Henrik vi har ikke havdt det godt. Fader har et par gange været syg et par dage og han er jo altid dårlig, med Edvard er det jo dog en elendighed han er med hans kone i Gram og Gud ved hvorledes han skal komme i gang igen han eier nu ingen ting og skylder Broge penge og mange regninger i Horsens. Kunde vi dog nu snart faa brev fra dig og høre at du er rask det kunde dog trøste os lidt især vor kjære moder. Forvalter Hansen han var her nytaarsdag. Ham skulde vi hilse dig fra og ønske dig et glædeligt nytaar, han sagde Gud ved hvor Henrich har spist til nytaarsaften i aar. Winther fra Overby var her nu i dette øjeblik, han fortalte, at fæstemand Hansens datter fra Aarhuus, hun var hos dem, hun var bleven forlovet med madam Vinyhers broder, han er fuldmægtig hos Hansen. Hun havde fortalt dem, at hun godt kendte dig. Peter og jeg havde bestemt at skrive saadan at du kunde faa brev til din fødselsdag, men nu er det bleven for sildig jeg vilde have sendt dig mit visitkort, men jeg synes at det jeg har ligner saa daarlig saa jeg vil vente til jeg faar et bedre saa skal jeg sende dig et. Nu vil vi allesammen gratulere dig til din fødselsdag og ønske dig alt muligt held og lykke og helbred og sundhed, som dog er det vigtigste af alt. Kjære Henrich nu maa jeg nok slutte for denne gang, nu tænker jeg at broder Peter han skriver dig et langt brev. Nu skal jeg hilse dig mange gange fra moder og fader og Johannes og kjærligst hilses du af din hengivne Andine. Glædeligt nytaar ønsker vi dig kjære Henrich. Skriv nu snart. Fra Edvard og hans kone skal jeg hilse dig. Edvard kan snart vente sig en lille arving. Jeg fik i julen en smuk skrivemappe hvori der var en seddel hvorpaa stod fra Henrich og Peter. Jeg maa derfor takke dig (underskrevet Lev vel kjære Henrich)

SIDSTE LIVSTEGN Kopi af en kopi af et u-dateret ekspresbrev til Andine fra Henrik Sebastopol Hill Melbourne modtaget 25/5 1867: Kjære søster. Jeg modtog hændelsesvis Peters brev i dag med den sørgelige underretning at kjære fader er død. Jeg er nu ikke oplagt til at skrive noget langt brev kjære søster, mit humør er ikke efter det for øjeblikket. Jeg er paa vejen til en ny plads og vil forsøge det, jeg har endnu 300 engelske mile at gaa. Jeg skriver dette brev paa et hotel, saa snart jeg kommer til mit bestemmelsessted skal du faa et længere brev fra mig og skal jeg sige dig når jeg kommer hjem – jeg tænker jeg kan tjene nogen penge hvor jeg går hen og kommer hjem til sommer. Hils elskede dyrebare moder mange gange fra mig og sig hende jeg er ved godt helbred, og vil snart se hende haaber jeg. Hils mine brødre meget fra mig og ønsk dem alle glædelig jul og nyt aar. Min jul bliver vist ikke meget glædelig. Du hilses selv kjære søster fra din hengivne broder Henrich. P. S. Trøst moder saa godt du kan, og sig hende være ved godt mod, måske jeg kan være heldig, og komme hjem med en hel slump penge. Hils Edvards kone fra mig. Tak Edvard for det han er saa flittig med at skrive mig til, han vil modtage et brev fra mig næste gang jeg skriver (underskrevet Din hengivne Henrich)

MIN OLDEMOR FØDTE 11 BØRN Milde maj 1864 havde brylluppet stået. Oldemor Ane Birgitte Margrethe s far Peder var gårdejer ved landsbyen Gram ved Rårup sydøst for Horsens. Oldemors far Peder hed ikke Jacobsen, som skrevet står i kirkeprotokollen. Sen-efternavne er først fra efter navneloven 1828, men kirkeprotokollen havde altid – på grund af eventuel arv – nævnt faderens navn efterfulgt af et helligt sen. Alligevel blev hendes 3. barn døbt Peter Jacobsen Emborg (1867) 01: 1865-1865: Frederikke (døde 9 måneder gammel) 02: 1866-1872: Katrine Margrethe Frederikke (døde 6 år gammel) 03: 1867-1935: Peter Jacobsen Emborg 04: 1869-1951: Jens Peter Emborg (MIN farfar) 05: 1870-(???): Johannes Frederik Emborg 06: 1871-1958: Henrik Peter Emborg 07: 1873-1955: Frederik Magdalus Emborg 08: 1875-1955: Ane Emborg (gift Fonager) 09: 1877-1955: Margrethe (gift Jensen) 10: 1880-1893: Marie (døde 13 år gammel) 11: 1884-1965: Hans Peter Emborg Oppe på guldbryllupsfotografiet sidder/står de 8 levende børn rangordnet efter deres alder. Fra venstre mod højre (Peter Jacobsen Emborg og konen forrest længst til venstre ved siden af guldbrudeparret og allerbagerst står den yngste Hans Peter Emborg og konen) Min oldemors fødte hendes første 2 børn på Ussinggaard, de næste 6 børn på Østbirk Præstegaard, og de yngste 3 børn på Arvad Mølle. 5 piger og 6 drenge, i alt 11 børn. De 3 piger, der døde som små, er selvfølgelig ikke med på guldbryllupsbilledet. Ingen tvivl – min oldemor var SEJ. I øvrigt blev hendes lillesøster gift med gårdejeren på Brunsbjerg ved en lille kirkeby syd for Horsens (hvor jeg som dreng havde mange skønne feriedage)

ØSTBIRK PRÆSTEGAARD I Østbirk nordvest for Horsens havde mine oldeforældre forpagtet en større præstegaard. Måske havde børnenes morfar Peder (søn af Jacob) hjulpet til finansielt. Nu om dage er Østbirk Præstegaard og alle dets marker forlængst forsvundet, og et gammelt villakvarter slænger sig over herlighederne. Et tiår senere købte mine older en gammel vandmølle langt ude på den jyske hede nord for landsbyen Brande (hvad udad tabes, skal indad vindes, havde Dalgas sagt – og så var møllen måske billig til salg)

ARVAD MØLLE AR = gammel og VAD = vadested. Vandmølle ved Skjern Å, landets mest vandrige å. Møllen havde et tilliggende på 400 tønder land hede. 1 tønde er som en fodboldbane, cirka 5.500 kvadratmeter, og var oprindeligt dét areal, der kunne tilsås med en tønde sædekorn. Møllen malede mel og gryn af korn for egnens hedegårde, og stampede og farvede vadmel for Martensens klædefabrik inde i landsbyen Brande. Stampeværket var antageligt gammelt, men det nedbrændte farveri var netop blevet genopført (vadmel = bøndernes traditionelle meget stærke og varme NATURFARVEDE grå tøj vævet af uld) Igennem flere århundreder havde vandmøller med stampeværker været almindelige langs landets åer. Værkerne valkede (stampede) klæde. Hævede nogle tunge lodrette bjælker, som derefter fald tilbage på faste underlag og stampede klædet. En kraftkrævende behandling som gav tøjet slidstyrke. Edvard Emborg købte Arvad Mølle af Harke Martensen i 1876, og betalte dengang med de nye kroner og øre (Den Skandinaviske Møntunion var 3 år forinden blevet indført med kroner til afløsning af DALER)

MARTENSENS FABRIKKER FARVER Jensen i Brande havde købt et farverianlæg af Harke Martensen, der så efterfølgende i 1866 havde købt Arvad Mølle, hvor han både drev landbruget og vandmøllen – og ydermere opbyggede et endnu større farveri. Farver Jensen kunne imidlertid nemmere få leveret tøjet fra og afleveret til folk inde i landsbyen, end Harke Martensen kunne helt derude ved Arvad Mølle, så derfor stod Harke Martensen hver søndag og modtog og afleverede tøjet tilbage til folk inde ved kirken i Brande (farvet vadmel må åbenbart have været højeste mode) Virksomheden Arvad Mølle gik rigtig godt. MEN i 1870 havde Harke Martensen meldt sig ud af den almindelige brandforsikring, og var rejst ind til Vejle for at melde sig ind i den Wistoftske Brandkasse – og da slog katastrofen ned, der gik ild i farveriet på Arvad Mølle, alt nedbrændte og han var ruineret – bare fordi han ikke forinden havde fået en ny brandforsikring ordnet med den Wistoftske Brandkasse (MAN mente, at ildebranden nu nok var anstiftet af en af hans egne folk) Harke Martensen fik med kapital fra Tyskland genopført det nedbrændte, og genoptog farveriet, men i 1876 solgte han hele herligheden til Edvard Emborg. En gammel familiekrønike fortæller, at rigmænd inde fra Vejle dengang havde kautioneret for Edvard Emborgs køb af vandmøllen, og at rigmændene efterfølgende var blevet inviteret derud for at bese deres pant. De bedste høveder (dyr) var i forvejen blevet trukket over til naboen, kun nogle sølle kræ stod tilbage, og i armodens skær indgik parterne en aftale om gældssanering (hellere lidt end ingenting – og bondefangeri er stadigvæk juridisk lovligt)

ÆRET VÆRE DERES MINDE Det noget specielle landskab derude på den jyske hede nord for Brande er blevet udødeliggjort, da en gård dannede kulisse til en af danmarkshistoriens største filmsucceser, Morten Korchs De røde Heste. Filmen er stadigvæk på nettet. I dag er europas højeste kontortårn efter Bestsellers planer projekteret til kun et enkelt stenkast syd for Arvad Mølle (et stort stort stort mediestunt) Min oldefar MØLLEREN afstod i 1904 Arvad Mølle til sin søn Henrik Emborg, nogle år senere blev stampeværket nedlagt, og efter mine oldeforældres død byttede Henrik møllen til en større gård. Min oldefar døde i 1919. Dagen efter begravelsen døde min oldemor (det er så yndigt at følges ad – og dét gjorde de så)

Jens Emborg (København) 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *